Skip to the content

Store termoruder og runde glastage forbinder

inde og ude i nybygget udskoling

Den nybyggede udskoling på Skolen på Islands Brygge i København er nu klar til brug, og i forbindelse med byggeriet har Glaseksperten leveret store termoruder, runde glastage og glasværn med et samlet areal på mere end 1.045 kvadratmeter fordelt på hele 515 glas. Ruderne er med til at understrege den tætte forbindelse mellem aktiv bevægelse udenfor og undervisning med særligt fokus på mad indenfor, hvilket er en vigtig del af skolens identitet.

Midt mellem Islands Brygge, Københavns Havn og Amager Fælled står den nye udskolingsafdeling på Skolen på Islands Brygge nu klar til at byde en masse nye elever velkommen efter sommerferien. Skolen har særligt fokus på mad og bevægelse, og inde- og uderum står i tæt forbindelse med hinanden. Forbindelsen understreges blandt andet af store indvendige og udvendige termoruder – hvor langt de fleste var mere end 3 meter lange – runde glastage med lysindfald og glasværn på taget med et samlet areal på mere end 1.045 kvadratmeter, som Glaseksperten har produceret og leveret.

- Skolen på Islands Brygge er et stort og ambitiøst projekt, hvor termoruderne spiller en fremtrædende rolle i arkitekturen og byggeriet. Vi er derfor stolte over at være blevet valgt som glasleverandør. Cirka halvdelen af alle termoruderne er over tre meter lange, hvilket giver fornemmelsen af at være mere forbundet med de udendørs arealer eller omkringliggende lokaler indenfor, og derudover er der brugt grå Super Spacer-afstandsprofiler, som forbedrer isoleringsevnen og optimerer æstetik og design, siger Karen Nielsen, der står for internt salg hos Glaseksperten, og fortsætter:

- Vi har også leveret runde glas til taget, som skaber et smukt lysindfald til skolens atrium. Det er med til at samle tagfladen og resten af skolen. Rundt om taget har vi desuden leveret glasværn, der får naturen helt tæt på, samtidig med at sikkerheden fastholdes.

I forbindelse med byggeriet er der lagt særlig vægt på bevægelse og mad som en væsentlig del af skolens identitet. Den 3.000 kvadratmeter store tagflade er derfor specielt designet til aktiv læring og leg og rummer blandt andet idrætsfaciliteter, drivhus og legeområder.

Indenfor er skolens atrium et centralt rum, der fungerer som kantine og samlingsrum med fokus på fællesskab. Herfra er der adgang til reception, produktionskøkken, madkundskabslokale og idrætshallen, mens de andre etager primært rummer basislokaler, fællesrum og personalefaciliteter.

Udskolingsafdelingen på Skolen på Islands Brygge er udformet som en trekant, der afspejler den geografiske placering mellem bryggen, havnen og fælleden, og skolen er opført målrettet de ældste elever i 6.-9. klasse. Ved siden af udskolingen ligger resten af Skolen på Islands Brygge, der er målrettet de yngre elever fra 0.-5. klassetrin.

Udskolingsafdelingen forventes at blive taget i brug ved skolestart i august 2021.

Om projektet:
Bygherre: Byggeri København, Københavns kommune
Bygherrerådgiver: COWI
Totalentreprenør: MT Højgaard
Rådgivende arkitekt: C. F. Møller
Glasleverandør: Glaseksperten
Størrelse: i alt 10.377 m2 brutto

 

Se flere billeder af projektet

Lad os skabe resultater sammen

Vi er klar til at hjælpe dig med at vælge den rigtige glasløsning til netop dit projekt.